Nordjysk taekwondo center - Hwa Rang Moo Chang
Hwa Rang har sin oprindelse i Silla kongeriget, der nu er en del af Korea. I Silla gennemgik unge mænd fra adelige familier en stor læring inden for kunst, historie og i det hele taget et højt bogligt niveau. Ligeledes blev de også uddannet inden for krigskunst og herunder kampkunst. Disse unge mænd blev kaldet Hwa Rangs (Blomstrende ungdom) og udgjorde eliten af forsvaret af landet. Hwa Rang krigerne var kendte for deres gode personlighed, ærlighed, hæderlighed og ikke mindst deres evner til at forsvare sig selv og andre. Særligt var de kendte for deres kampteknik uden våben, med deres bare hænder og fødder.
Hwa Rang Moo Chang er et navn vi har fået af vores nu afdøde stormester Wandy Nielsens mester, Shin Boo-Young. Det betyder lysende, skinnende, glinsende og formende taekwondoelever. Vores stormester og elev af Wandy, Søren Søballe viser og guider til en taekwondo hvor stolthed og respekt er nøgleord. Rejsen “do” er det centrale element. Rejsen gennem elevens taekwondoudvikling og den udvikling man oplever mellem hvert bælte. Sådan at man for hvert bælte man opnår, kan binde det stolt rundt om livet, med visheden om man har fortjent og slidt for sit bælte. I Hwa Rang Moo Chang, Nordjysk Taekwondo center er det den personlige rejse der er vigtig. En personlig rejse der giver plads til alle der har viljen og lysten, unge som gamle. I dag har klubben et fint Monhold, der er træning for de 5-10 årige. Her lærer børnene taekwondo gennem leg, og på den måde indlærer taekwondobevægelser og -mønstre. Ligeledes har vi et velfungerende voksenhold, der tilbyder træning for elever fra 10-99 år. Her trænes i det ordinære pensum. Holdet er bredt repræsenteret fra unge til gamle og fra begyndere til øvede. Vi er endnu ikke blevet kontaktet af en aspirant over 99 år, men hvis det skulle forekomme, er han eller hun meget velkommen.